Sportscenter Ikast startede med byggeriet af Ikast Hallen tilbage i 1968, men allerede i mange år inden da var der sportsaktiviteter på Stadion Alle i Ikast.
Ikast FS blev dannet i 1935, og klubbens forskellige afdelinger har gennem årene været fast og synlig bestanddel af livet i sportsanlægget, og de seneste 15-20 år har udviklingen ført nye aktører med sig: FC Midtjylland, Nordre Skole og andre skoler, kursusaktiviteter, events osv.
Den oprindelige hal A blev designet af det anerkendte danske arkitektfirma Friis & Moltke, og den særlige arkitektur er den dag i dag stadig meget genkendelig.
I starten af 1980´erne blev sportscentret suppleret med hal B, og seneste skud på hal-stammen kom i 2009 med indvielsen af hal C.
Faciliteterne rundt om hallerne har bestemt heller ikke stået stille. For eksempel er de oprindelige 3 fodboldbaner blevet til 16 fodboldbaner i mange størrelser – og alle i en fremragende kvalitet.
Også de mere ”passive” lokaliteter har oplevet et løft gennem årene, og Sportscenter Ikast fremstår i dag med flotte og professionelle mødefaciliteter til mange forskellige formål.
Den samme positive fortælling gælder Sportscafeen, som i dag danner ramme for store og små arrangementer udenfor banerne i hele Sportscenter Ikast, og cafeen er anerkendt for fremragende madoplevelser med en frisk og positiv service oveni.
Nyeste skud på stammen er det styrkede samarbejde med aktørerne i Sportscampus Ikast-Brande, hvor Sportscenter Ikast er en hjørnesten, og hvor der venter fantastisk spændende udviklingsmuligheder.